11 Sundsøre

P: Sundsøre Odde (N 56° 42.478', E 9° 10.522')
L: 2,6 km
Markering: Blå

I perioder er der en sælkoloni i området. Der er muligheder for at finde fossiler, og fra Sundsøre er der en smuk udsigt til Hvalpsund, Rotholmene og Skive

Sundsøre Odde

På Sundsøre Odde er der gode muligheder for at se sæler og nyde strandlivet. I sommermånederne er der en badebro og en beach-volleybane. Det er også muligt for kørestolsbrugere at benytte stranden, da der er udlagt et ristesystem. Der er gode fiskemuligheder langs kysten fra Sundsøre til Urhøje efter havørred, fladfisk og ål. Overalt i fjorden kan man samle muslinger og østers. Man kan roligt spise muslingerne fra fjorden.En tommelfingerregel siger dog, at man ikke bør spise muslinger i månederne maj, juni, juli og august.

Sundsørehus

Ved odden ligger ”Sundsørehus”, som er en familievenlig kro, hvor man kan købe et måltid god dansk mad eller leje en hytte. I en af kroens spisesale er der indrettet udstilling og brugskunstforretning, hvor der er et stort udvalg af dansk og udenlandsk kunsthåndværk. I forbindelse med hytterne, som udlejes af Sundsørehus, findes en lille primitiv lejrplads i en naturhave. Her er et shelter og en bålplads samt adgang til toilet.

Færgelejet og færgen Sundsøre - Hvalpsund

Der har siden 1500-tallet været færgefart mellem Sundsøre og Hvalpsund. Sundet blev krydset med robåd helt frem til 1927, hvor man fik den første motorfærge. Fra 1927 til 1969 var der jernbaneoverfart mellem Sundsøre og Hvalpsund. Der var dengang en lille jernbanestation med pakhus og læssespor på havnen. Færgen M/F Mary, blev indsat på overfarten mellem Østsalling og Himmerland d. 22. marts 2006. Færgen blev indviet og navngivet ved en stor folkefest på begge sider af sundet d. 8. april 2006. På færgen er der plads til 30 personbiler og overfarten tager 5 - 7 min. Færgen sejler om dagen hver halve time på minuttal 15 og 45. Billetter købes ombord.

Lystbådehavnen

Lystbådehavnen stod klar til brug i 1994. Anløbsdybden er 1 m, der er 40 m kaj med fortøjningspæle og en ophalerrampe på 3 m. Der er toiletter og en restaurant ved havnen, og der er mulighed for overnatning for åbenbådssejlere i det gamle pakhus, som for nylig er restaureret. I pakhuset er skiftende udstillinger, som man kan se dagligt i perioden 1. april – 1. oktober mellem kl. 10 – 19. 5. Naturområdet nord for Sundsøre Det 8 ha store naturområder byder på en varieret naturoplevelse. Her er både strandeng, rigkær og hede.

Vegetationen på strandengen består overvejende af salttålende græsser og urter, som f.eks. rød svingel, harrild. Rigkæret er ikke saltvandspåvirket, og her findes bl.a. plettet gøgeurt, kærtidsel, sumpkællingetand og flere forskellige stararter. På heden er den dominerende vegetation lyng, tyttebær og revling. Naturtyperne er, hvad man kalder halv-natur. Det betyder, at hvis de ikke på en eller anden måde plejes, udvikler de sig til en anden naturtype - oftest skov. Derfor græsses hele naturområdet af kreaturer for at bevare dets nuværende udtryk. Rigkæret og heden har været meget tilgroet med træer, men for få år siden blev de udtyndet og græsningen genoptaget. En lokal landmand står for afgræsningen. Det er tilladt at færdes i naturområdet under hensyntagen til naturen og kreaturerne. Skive kommune ejer arealet.

 

Vandrerute.dk
Vandrerute.dk er en mobilside med rutebeskrivelser til vandreruterne i Skive Kommune.

Med vandrerute.dk kan du tage oversigten over kommunens vandreruter med i lommen, og læse om ruternes seværdigheder og natur når du er på vej.

Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter
Østerbro 7
DK-7800 Skive
+45 96 14 76 77