29 Gyldendal - Vendal - Kås

P: P-plads ved Gyldendal Havn (N 56° 34.884', E 8° 42.673')
L: 8,4 km
Markering: Rød

En tur langs Limfjorden gennem Vendal sommerhusområde op over Vendal Høj (37 m over havet) videre forbi Kås Hovedgård og langs med stranden, hvor udsigten over Limfjorden i øvrigt er enestående.

Gyldendal Havn og Gyldendal Teglværk

Gyldendal Lystbådehavn blev etableret i 1986 på initiativ fra folk på egnen. Havnen har ca. 90 hjemmehørende både og plads til mange besøgende. Den maksimale anlægsdybde er 2,5 meter. Der er vaske-, bade- og toiletfaciliteter samt mulighed for proviantering. Gyldendal Havn har i flere år haft Blå Flag. Stranden ved Gyldendal er en fin og børnevenlig badestrand. Langs stranden er det muligt at finde spændende fossiler. Fuglelivet er rigt og varieret. Både andefugle, strandfugle og små sangfugle kan ernære sig langs kysten og i de lægivende sommerhusområder i nærheden. Ved Gyldendal Havn lå der tidligere et Gyldendal - Vendal - Kås teglværk, som var en stor arbejdsplads for egnen. Teglværket blev i begyndelsen af 1900-tallet flyttet fra Hostrup til Gyldendal. Teglværket fik sit ler fra bakkerne omkring Hostrup, Gyldendal og Sønderhede. I dag er de fleste spor fra lergravningen skjult af bevoksninger og sommerhuse. Der ligger en lille havnecafé, hvor der før var anlagt ramper og tipvognespor.

Vendal Høje.

Vendal Høje består af 6 gravhøje. I en af højene er blotlagt en hellekiste fra slutningen af yngre stenalder. Højeste punkt er den mere end 5 meter høje Vendal Høj, der ligger 35 m over havet. Denne høj er formentlig fra ældre bronzealder. Fra toppen af Vendal Høj er der en pragtfuld udsigt, hvor det ermuligt at følge fjorden hele vejen rundt fra Ejsingholm, Handbjerg, Struer, Venø, vindmøllerne ved Oddesund, de høje skrænter ved Thyholm, Jegindø, Mors og Sallingsundbroen, skrænterne ved Knud Strand og Lihme by.

Sønderhøje.

Sønderhøje består af 3 velbevarede bronzealderhøje. Højene er meget markante i landskabet, og stedet er et fantastisk udsigtspunkt med Struer mod syd, der gemmer sig bag Venø. Vest for Venø ses Oddesund med broen og vindmøllerne. Mod vest ses Jegindø med Thyholm i baggrunden. Mod nordvest ses sydspidsen af Mors og Sallingsundbroen.

Kås Hovedgård.

Herregården Kås ligger med sin smukke hovedbygning midt i noget af Sallings mest bemærkelsesværdige og storslå- ede natur på halvøen Kås. Landskabet er afvekslende med udsigt over Limfjorden, græshede med lyngklædte bakker og mange gravhøje. Mod øst ligger Kås Sø og mod nord ligger en af landets få oprindelige naturskove, egekrattet Kås Skov. Området afgræsses af kreaturer og får og giver et godt indtryk af, hvordan Vestsalling må have set ud, dengang studeavlen var dominerende på egnen. Halvøen med sø, skov, strand, heder, enge og strandenge giver tilsammen en meget varieret flora og fauna. Områ- det er yngleområde for mose- eng- og strandengsfugle samt træklokalitet for andefugle. Det er muligt at se den fredede blomst, strandhornskulpe, der er en gul slægtning til valmuen. Området er desuden rig på sommerfuglearter. Kås halvøen er fredet under særlige fredningsbestemmelser, der ikke giver offentligheden adgang, men det er tilladt at gå langs stranden. Herregården Kås stammer fra begyndelsen af 1300-tallet og er stamsæde for Kås-slægten. Den ældste gren er Sparre-Kåserne, hvis våbenskjold er forsynet med en sparre (vinkel). Grundet slægtsforbindelser med Reventlov slægten tilføres våbenskjoldet murtinder, og slægten får navnet Mur-Kåserne. Under Grevens Fejde i 1534 blev Kås sammen med mange andre herregårde i Jylland brændt ned af Skipper Klements bondehær. Efter at bondeoprøret var blevet nedkæmpet, blev den daværende ejer, Jens Hvas, henrettet i Viborg, beskyldt for at have støttet Skipper Klement, selvom tilslutningen til bøndernes sag sandsynligvis er sket under tvang.

Vandrerute.dk
Vandrerute.dk er en mobilside med rutebeskrivelser til vandreruterne i Skive Kommune.

Med vandrerute.dk kan du tage oversigten over kommunens vandreruter med i lommen, og læse om ruternes seværdigheder og natur når du er på vej.

Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter
Østerbro 7
DK-7800 Skive
+45 96 14 76 77